Hun kiggede op ad den brolagte vej, der snoede sig gennem tårnets indre helt op til toppen, op til observatoriet. Hun forestillede sig de skrumlende vogne, med jernbeslåede hjul fyldt med prismer og stativer. Hestene asede og trak, mens knægten ivrigt gik løs med pisken
Hr. Rømer kommer! råbte de nedefra, og hesten fik en ekstra tur med pisken, nu var det om at få tingene op så den lærde herre kunne arbejde
Hvor bliver han dog af, tænkte hun. Det var da her de havde aftalt? Hun trådte ud på gaden, gik lidt rundt i mylderet af mennesker. Hun kiggede op, det var mørkt og diset, facaden var oplyst og hun kunne lige akkurat skimte inskriptionen på muren og årstallet 1642.
Hun gik lidt rundt og besluttede sig til sidst for at gå op et eller andet skulle hun have tiden til at gå med... Hun gik ind i sneglegangen igen, den var nærmest lidt vulgær med sine runde, bløde former, der fortabte sig i det dragende mørke for enden af gangen.
Hun smilede for sig selv
tårnet var klart mandligt set udefra, som det strakte sine kraftige mure rankt mod nattehimlen, og så huset på toppen, der kronede værket. Men kvindeligt indefra med de bølgende, bløde former - eller også var det bare hende der havde en ensporet tankegang!
Hvor bliver han af? Hun havde set frem til det her! Da hun var kommet op gik hun lidt rundt og kiggede ud over byen, og det bløde lys der forplantede sig op i den disede nat.
Hun stillede sig hen til kikkerten og overvejede et kort øjeblik før hun resolut fandt et par mønter frem og smed dem i apparatet. Metallet var koldt mod fingrene og da hun satte øjnene til okularet var det, som at få rammet øjnene ind af is. Hun gyste lidt og mærkede hvordan brystvorterne rejste sig mod blusens tynde stof. Hun drejede kikkerten let og lod rådhustårnet fylde blikket, uret slog, hun fokuserede på uret og lod blikket vandre hen over urskiven. Pludselig mærkede hun to hænder ramme hendes bryster ind, det gav et gib i hende og et kort skrig af angst og overraskelse undslap hendes læber
.
Vend dig ikke
hviskede en stemme, lidt hæst i hendes øre. Var det ham? Var det ikke hans stemme? Hun mærkede en hånd langsomt følge benets kurve op ad låret, hans hænder var kolde. Hendes ben rystede stadig lidt under hende, var det angst, kulde, lyst? Hun var i tvivl. Hans hænder rundede hendes balder, og han lod fingrene følge hoftens kurve, rundt til lysken og ned, langsomt ned mod hendes skød. En tanke strejfede hende, hun havde ikke taget trusser på, det havde de aftalt
Han virkede ikke overrasket over, at de ikke var der, hans fingre gled ned over venusbjerget og fandt kløften, han lod fingeren glide ned mellem læberne. Hun gøs lidt, var endnu ikke helt tryg, men den kolde, skarpe fornemmelse af usikkerhed afløstes langsomt af en varmere fornemmelse, der strålede ud fra hans legende fingre. Hun kunne mærke ham spændt og hård mod numsen.
Hun spredte benene let, det gav et ufrivilligt ryk i hende, da hans fingre fandt hendes lystspændte punkt og langsom kærtegnede hende. Hun slog sig på knoglen lige over øjet på okularet, et jag af smerte forplantede sig, blev til lyst. Hun havde svært ved at holde sig oprejst og trak vejret hurtigt, stødvist. Små sitrende muskelsammentrækninger lynede gennem hende, byens tage opløstes i nattens tåge og hun opfattede ikke andet en det voksende, varme, bløde lys opsluge hende.
Hun ville mærke ham oppe i sig nu
Det virkede som om han kunne læse hendes tanker, og han trak langsomt nederdelens stof op, hun ventede på ham, længtes efter ham. Han trængte langsomt og ubesværet op i hende, det virkede som om det tog en evighed. Hun skød numsen lidt bagud og åndede langsomt ud indtil han var i bund. Hun holdt krampagtigt fast om kikkertens håndtag, knoerne blev hvide efterhånden som rytmen blev hurtigere og stødene dybere. Hun kunne høre ham trække vejret tungt, stønne. Hun føler sig spiddet og hendes krop føles mere og mere som en kompakt masse af nydelse. Pludselig kommer hun, hun skyder maven frem og benene giver efter. Han har svært ved at holde hende men fortsætter lidt endnu, indtil også han må overgive sig og lysten og begærets gudinde fejer benene væk under ham og han kommer oppe i hende, skælvende og pulserende. De bliver stående lidt, trækker vejret tungt, genvinder orienteringen og vender langsomt tilbage til den tågede byhimmel. Hun vil vende sig, han hvisker nej
ikke endnu! Han træder et skridt tilbage bøj dig frem og spred benene lidt Hun gør, som han siger, nederdelen er stadig trukket op på ryggen, hun føler sig pludselig meget sårbar og udstillet. Et skarpt lysglimt og et kort klik afslører, at han har fotograferet hende. Da hun vender sig om er han væk. Hun trækker nederdelen ned og løber hen til nedgangen, Hvor blev han af? Hun kan høre hurtige, nærmest løbende skridt nede fra sneglegangen. Hendes ben er stadig lidt gummiagtige da hun kommer ned på gaden, der var mange mennesker. Hun kunne ikke se ham. Hun var stadig plaget af tvivlen, var det ham, var det en vildfremmed?
Hun fik en besked, fandt telefonen, åbnede den. Den var fra ham: Hvor r du? En skam vi ikke fik set hinanden, rådhustårnet er smukt deroppefra om natten *s* |
